
Overvejelser når du skal udskifte dit gulv
Mønster, farve, gulvlinjer, akustik og overgange er bare nogle af de ting, du skal forholde dig til, når du vil have nyt gulv. For de fleste er der dog også et andet og anderledes fokus – nemlig prisen for et nyt gulv. Det kan altså være lidt af en jungle at finde den bedste løsning.
Derfor har vi her samlet de vigtigste overvejelser, som du bør gøre dig, når du skal udskifte dit gulv.
Den sikre løsning: neutralt
Kvalitet og pris går ofte hånd i hånd – men det er vigtigt at overveje hele dit hus’ fremtoning, når du udskifter gulve.
Mange vælger den sikre løsning og køber gulve, der er neutrale. På den måde er der større chance for, at du ikke fortryder købet – eller bliver træt af farven. Somme tider dikteres gulvfarver og –mønstre nemlig af sæsonens boligtendenser.
Omvendt er der også mange fordele ved markante gulve. Et mørkt gulv kan for eksempel samle et rum, det ser knap så beskidt ud og fungerer godt i rum med stort lysindfald. Det mørke gulv kan også give kontrast til lyse vægge og møbler.
Overvejer du et gulv i en markant farve, kan du eventuelt gøre det i mellemgange eller små rum – frem for i stuen. Det kan give huset en fin effekt og lidt liv. Husk på at et farvet gulv giver genskin, og hvide vægge vil reflektere farven.
Mønster eller én farve?
Har du et rum med mange kanter og hjørner, bør du overveje et ensfarvet gulv. Mønstre kan skabe uro i rummet, hvilket fungerer godt i et rent firkantet rum. Ønsker du i stedet at dine møbler skal have den fremtrædende opmærksomhed, kan du vælge et enkelt betongulv, banevarer som linoleum, malet trægulv eller stavparket. Disse overflader giver følelsen af ro.
Husk på at vareprøver med mønstre virker mere urolige, når du sidder med dem i hånden. På større flader vil de syne mere rolige.
Når to gulve møder hinanden
Fra køkken til stue kan være en udfordring – her skal to gulvtyper eventuelt møde hinanden. En fin overgang kan være ved et dørtrin eller døråbning. Hvis ikke det kan lade sig gøre i dit hus, kan du overveje at ligge en fuge i mellem de to gulve. Husk at gulvene skal være præcist lige høje. Den alternative, men knap så velfungerende, løsning er en skinne.
Vælger du to forskellige gulve, fungerer en kontrast godt. Du kan ikke skjule forskellen, derfor kan du i stedet for udnytte den visuelle opdeling til at vise deling af rummet.
Har du mulighed for at bruge det samme gulvmateriale flere steder i dit hus, kan dette give huset et flot helhed. Vi anbefaler ofte at bruge det samme gulv i køkken-alrum – gerne trægulv. Det giver lidt ekstra vedligeholdelse, men til gengæld skaber det ro.
Akustik i køkken-alrum
Hårde og glatte overflader kaster lyden kraftigere tilbage – og det giver efterklang. Har du store og åbne rum, hvor der er højt til loftet og få møbler, skal du være ekstra opmærksom. Har du omvendt gardiner, reoler, store møbler og tæpper, suges lyden op frem for at bliver kastet mellem to vægge.
Linjer i gulvet
Lægger du planker eller fliser, som skaber linjer, skal du bruge disse optimalt. Generelt skal gulvplanker ligge i rummets længeretning. Dette kan forlænge rummet. Du kan på samme måde få det til at virke bredere – det afhænger af, hvordan du lægger planker eller fliser.